Holstenshuus gods er beliggende i det smukke kuperede landskab nordøst for Faaborg. Godset er på ca. 900 ha og har dertil en række beboelseshuse og erhvervsbygninger, der alle udlejes.
Arealerne plejes og dyrkes med respekt for de store kultur- og naturværdier, som forefindes på ejendommen. Værdier som gør Holstenshuus til et yndet udflugtsmål for familieture, sport- og fritidsaktiviteter samt virksomheder, der ønsker en særlig oplevelse.
Vi lægger vægt på at være en virksomhed i takt med tiden, der samtidig har en dyb forankring i historien. Dette gælder både i forhold til medarbejdere og omverdenen.
For at nå vores mål, er vi 8 personer (inklusiv ejer), som er beskæftiget med skovarbejde, bygningsvedligehold samt administration.
Udover driften af egne arealer og bygninger, varetager Holstenshuus også driften af Langesø Gods ved Odense for Langesø Fondet. Du kan læse mere om Langesø her.
Holstenshuus er en familievirksomhed og ejes og bebos af Ditlev Berner og hans familie. Ditlev er 10. generation af familien Holsten/Berner på stedet og er uddannet cand.merc.(jur.). Han overtog i 1990 til 2000 godset fra sin far, Gustav Berner, der var forstkandidat og drev godset fra 1962-2000. Næste generation står klar i kulissen. Det er Emilie, der er den ældste af Eva og Ditlev Berners tre døtre, som på sigt skal overtage Holstenshuus.