Holstenshuus' have er anlagt som rokokohave i 1753 af den nuværende ejers 4 x tipoldefar Adam Christoffer Holsten. Det var arkitekten G.D.Tschierske, der tegnede anlægget, som i høj grad udnytter terrænet til at skabe forskellige plateauer og rum i haven.
I årene 2008-2010 blev haven sat i stand med økonomisk støtte fra Fonden Realdania. Landskabsarkitekt Jens Hendeliowitz var rådgiver ved restaureringen, der har taget udgangspunkt i at skabe en større harmoni mellem havens grundstruktur fra 1753 og de efterfølgende ændringer hen i mod en landskabshave. Mere information om restaureringen kan læses her, samt i denne DR dokumentar om haven. Overordnet information om herregårdshaver findes her.
Haven er åben for offentligheden som en privat have i dagstimerne mod betaling af entré.
Entrépriser:
Dagsbillet for personer over 17 år: 30 kr. per person
Årskort for personer over 17 år: 100 kr. per person
Personer under 18 år: gratis
For 10 kr. kan der også købes en informationsfolder om hovedbygningen og havens historie.

Entré betales ved en af de to indgange (se røde prikker på kort over haven). Der kan betales kontant eller med MobilePay og der udstedes IKKE billet. Bemærk, at der også SKAL betales entré, selvom man kun går gennem grusalleen langs haven.
Rundvisninger kan bestilles ved henvendelse til godskontoret på 62610311, via mail eller ved henvendelse til Faaborg Turistbureau. Prisen er 100 kr. per person dog minimum 1.500 kr. For grupper over 25 personer kan der aftales fast pris.
Parkering kan ske enten nord for haven (Slotsalleen 3) eller syd for haven (Slotsalleen 7-9).